Your inside .. It's beautiful

[Jack]

Your inside .. It's beautiful

[bg=#3a3a3a][atrb=width,100%,true][atrb=border,0,true][atrb=cellPadding,0px,true] [atrb=cellSpacing,0px,true] STARING :: James & Jack

Hvor var han egentlig på vej hen? Det var svært at sige. Han vidste det ikke helt, han vidste bare at han skulle væk. He, man kunne vel kalde det et af livets små glæder. At vandre igennem byen, uden noget egentlig mål. Det var her, imens han gik, omtumlet af tanker, at det gik op for ham at han egentlig aldrig havde set byen på denne måde før. Han havde aldrig kigget på den enorme storby, og ikke vidst hvor han var. Så han op, susede mange af de travle biler over hovedet på ham. Hvis en af dem faldt ned, ville den med sikkerhed gøre en ende på hans liv. Det var et eller andet sted en fantastisk tanke. At tænke på hvor nemt det ville være at afslutte et liv. Andres, men ikke mindst ens eget. Det ville være så nemt, bare at tabe sig selv til intetheden.

Jack havde aldrig været troende, og han blev det nok heller aldrig. Han troede ikke på en gud, og han troede heller ikke på den åndssvage markør som alle Unitologisterne hele tiden ævlede om. Det morede ham når han prøvede at forstå dem. Når han prøvede at sætte sig ind i deres tro. Det morede ham, hvor hjernevaskede en anden mands tro, kunne gøre en helt generation af mennesker. Det moret ham, at de i det hele taget troede på slags. De skøre, små, hjernevaskede mennesker. Stadig de samme, på trods af de mange tusinde og millioner af år som var gået forbi.

Det var med tungeskridt, at han gik ned af gågaden. Han var stadig en smule påvirket af den beroligende sprøjte som lægerne fra anstalten havde givet ham, samme morgen. Han kunne ikke helt fokusere på verden omkring sig, og mindet egentlig mest om alt om en der var fuld. Alligevel, så havde Jack aldrig set så klart på livet, som han gjorde lige nu. Det var som om, alting blev klart og fantastisk. Som at tanken om at han var fri, endelig ude af overmagtens hænder, den var beroligende. Han var sikker på at der allerede var blevet sendt nogle ud, for at forsøge at hente ham hjem igen, men han kunne ikke tage sig af den slags lige nu. Han måtte væk, så langt væk som han overhovedet kunne komme.

Satans også.

Han måtte løfte en hånd, og støtte sin noget spinkle krop imod en mur. Han var tæt på at vælte. Han havde ikke tænkt sig at ligge sig ned, han ville for alt i verden ikke ligge sig ned. Hvis han faldt nu, så kom han aldrig op igen. Det hele syntes pludseligt at blive tåget, og det sortnede for hans øjne. En svag hosten lød fra ham, idet han nu lænede hele sin krop imod muren som han støttede sig imod. Han havde lyst til at råbe om hjælp, men vidste godt at det ligesom at begå selvmord. Hvis nogle fandt ud af at han var stukket af, ville de tossede ledere fra anstalten uden tvivl komme på nakken af ham, ligeså snart han sagde sit navn.

Åh gud, hvor han dog hadet sit liv. Han bukkede efter. Han gled ned på knæ ved siden af muren. Han forsøgte virkelig at tvinge sig selv at være vågen. Tvinge sig selv, til ikke at gå kold.

[bg=#3a3a3a][atrb=width,100%,true][atrb=border,0,true][atrb=cellPadding,0px,true] [atrb=cellSpacing,0px,true]

[james]

James var træt. det irriterede ham ufattelig meget at hans nye forhandler ikke fattede budgettet på projektet, og at det ikke kunne bygges uden pengene. Og eftersom James ikke stod for idéen, men kun byggeriet, krævede han en ekstrasum for at gøre det, som manden ville have. Hvis det viste sig at være en god idé, havde James over seksten metoder til at tage patent på projektet, og få sin forhandler til at gå under jorden. No problem there, men fuck hvor den stædige gamle mand kunne gøre livet ufattelig kedeligt. James så op i luften og sukkede. Bilerne fløj over ham, og han gav sig den spottende tanke, hvis de nu faldt ned. Så ville alle på den kæmpe gade dø. Hvilken massakre, hvilken mangel på medicin. En masse nye kunder. Så let at fratage noget fra nogen. Noget, de mente var dyrebart. Men livet var ifølge James. Livet var kort, og skulle bare nydes og derefter overstås.

Han gik videre, mens en af hans bodyguards prikkede ham på skulderen. Irriteret faktede James hånden væk, og så på sin bodyguard "Hvad er der?" Spurgte han, hvorefter han fortsatte med at gå. Men kun et par meter. Foran ham, dér hvor han skulle gå, lå der en sorthåret ung fyr i vejen. James sukkede og skulle til at beordre sine livvagter til at fjerne kroppen, da han fik et stik i siden. En følelse vel og mærke. En genkendelse.
Det var ret underligt. Og så gjorde James noget, livvagterne aldrig havde set før; Han satte sig på hug, og tog fat i den liggende mands hovede, så han kunne se ansigtet. En gestus, en Venlig en endda. Normalt var James aldrig venlig, medmindre han fik noget ud af det. Ifølge livvagterne, var der noget i vejen.

Ifølge James, var der derimod sket et mirakel. Han så på manden ved siden af ham. Han så på sit eget ansigt, der uden tvivl var ramt af feber, i hvert fald sygdom. Han så på noget han havde manglet i lang tid. Noget han havde mistet for 19 år siden. James ansigt lyste op i et smil, som næsten gjorde ondt at smile. James havde fundet sin bror.
"Jack...?" Mumlede han stille. Måske ville Jack blive bange for ham. Måske var det ikke engang hans bror. Men James håbede. Og det gjorde han ellers ikke særlig tit. Han håbede af hele sit - Sit hjerte?

[/justify]

[Jack]

Your inside .. It's beautiful

[bg=#3a3a3a][atrb=width,100%,true][atrb=border,0,true][atrb=cellPadding,0px,true] [atrb=cellSpacing,0px,true] STARING :: James & Jack

Verden syntes at forsvinde foran hans øjne. Det må være sådan det føltes at dø, tænkte han for sig selv, som verden omkring ham blev sortere og sortere. Lægemidlerne som efterhånden var ved at indtage hans krop, havde virkelig formået at fucke ham op. Han havde lyst til at skrige, og fortælle verden omkring sig hvor meget han hadet de forbandet læge, og deres skide medicin. Forbandet læger.. De troede de kunne fikse alting med medicin. Alting kunne rettes op på, med den rette medicin. At lade naturen gå sin gang, ville sikkert være et tabu for dem. Det ville ikke komme bag på Jack. At de i virkeligheden var ramt af magtsyge, og ønskede kun følelsen af at kunne kontrollere verden, ville heller ikke komme bag på ham.

Jack registreret slet ikke at han faldt bagover, og endte med at ligge fladt på gaden. Sådanne ting ville han aldrig gøre frivilligt. Han hadet følelsen af at være beskidt, men hans bevidsthed var efterhånden slået ud. Lige indtil han mærkede nogle der tog fat i ham. Han slog øjnene op, og slog efter det første ansigt han så: James'.

"Hold dine beskidte møgfingre fra mig!" Hvæsede Jack rasende. Han prøvede forgæves at kravle væk fra James, med råbet havde taget hårdt på hans ilt ration, hvilket resulteret i at han fik en voldsom, og pludselig hovedpine. Han tog sig til hovedet, bed sig i underlæben, og så irriteret på James. Hvem var han? En bekymret idiot, som troede han kunne redde hans liv? Endnu et host lød fra Jack. Han nåede aldrig at se ordenligt på James, inden et pludseligt hoste anfald ramte ham.

[bg=#3a3a3a][atrb=width,100%,true][atrb=border,0,true][atrb=cellPadding,0px,true] [atrb=cellSpacing,0px,true]

[james]

James gav slip præcis i det tidspunkt Jack sagde noget til ham, så ingen af dem kom til skade. Livvagterne var lidt for tæt på at gøre noget farligt mod Jack, så derfor bad James dem om kun at reagere, hvis Jack kom i en stilling der kunne være livsfarlig for James- og selv dér, måtte de ikke dræbe Jack. Det var vigtigt. For vigtigt. Hvis der skete noget med Jack, ville James skyde dem alle sammen. Sådan var det.
Men det var også tydeligt, At Jack var blevet dopet. Meget. Og at han ikke kunne genkende sig selv eller noget der lignede, undrede ikke James. Derfor var det klart at Jack ikke kunne genkende ham. Eller lignende.
"Hvis du vil væk fra den lukkede skal jeg nok tage mig af dig, Jack. Jeg har savnet dig." James stemme var uigenkendelig af omsorg. Livvagterne var direkte chokerede over scenariet:

James Ryan, en iskold magtperson i den nye verden, sad på en gennemsølet asfalteret vej, mens han kiggede på en famlende mand, der lignede ham selv på en prik, blot lidt mindre. De var meget forvirrede.

"Jack. Jack, hold dig vågen. Du ved vel, at du blev bortadopteret, ikke? mumlede James hæst og kravlede over til Jack, og fik fat på hans hovede igen og strøg Jack over panden. Han sendte livvagterne et blik, der fortalte at de skulle skride af helvede til og spærre den lille sidevej af, som de var på. Han fortsatte med at stryge sin bror over hovedet, og undrede sig selv over den ufattelige hengivenhed, han gav sin bror.

[/justify]

[Jack]

Your inside .. It's beautiful

[bg=#3a3a3a][atrb=width,100%,true][atrb=border,0,true][atrb=cellPadding,0px,true] [atrb=cellSpacing,0px,true] STARING :: James & Jack

Det var et tomt blik som mødte James. Jack kunne ikke fokusere på verden omkring sig. Han havde svært ved at tro det var virkelig. Han havde før i tiden, set ting som ikke var der, og troede de var virkelige. Da han var helt lille, så han rimelig tit ting der ikke var der, fantaseret sig til skygger på gangene op til lejligheden, så dyr der forsvandt ligeså snart med så direkte på dem, og mange andre mærkelige ting. Selv den dag idag, var han sikker på at han havde set de ting, også selvom han inderst inde godt vidste at det var illusioner. Måske begyndte hans hjerne igen at spille pus på ham. Måske var denne mand, som virkede så omsorgsfuld og beskyttende, i virkeligheden en skabning af hans alt for livlige fantasi.

Jack lukkede øjnene. Jo, han vidste godt han var bortadopteret. Siden han var helt lille, havde hans mor og far fortalt ham, at de ikke var hans rigtige forældre. Han vidste det godt, men han havde aldrig båret nag over det. For hans forældre, de var ligeså kærlige som James var overfor ham lige nu. Det var de eneste i verden, som nogensinde havde vidst ham respekt og kærlighed. De fleste mennesker havde været skræmt for ham. Selv i skolen, var de skræmt over ham, fordi han havde det med at forklare sig selv ved at slå, frem for at råbe. Han var slet ikke vandt til at nogen ville passe på ham, og slet ikke fremmede.

Jack bed tænderne sammen, og åbnede øjnene igen. James var der endnu. Han var altså ikke en fantasi. Ikke en desperat følelse af tryghed. Han havde lyst til at skrige og græde på samme tid, men endte i stedet med at trykke sig ind til James. Han var stadig ikke sikker på om han var virkelig, men han havde en lugt over sig. En lugt af penge, og renlighed.

"Du er ikke virkelig." Lød det pludselig fra Jack, inden han igen flåede sig fri af James' greb, med en hidsig bevægelse. Endnu et host lød fra ham, men han valgte denne gang at ignorere det. Han var for opsat på at komme væk fra James. Han var sikker på at han var ved at blive sindssyg, han var helt sten sikkert overbevidst om at han var ved at blive sindssyg.

Jack kom halvvejs op og stå, og han forsøgte at komme videre, men der gik ikke længe før han igen satte sin hånd imod en mur, og faldt på knæ. Fandens også!

"Ikke sindssyg.. Ikke sindssyg..!" Messede han vredt til sig selv, inden han pludseligt slog sit hoved ind i muren ved siden af sig. Han måtte holde sig vågen, han ville ikke lade sig overgive til de bedøvende midler.

[bg=#3a3a3a][atrb=width,100%,true][atrb=border,0,true][atrb=cellPadding,0px,true] [atrb=cellSpacing,0px,true]

[james]

James fulgte blot Jacks bevægelser. Stakkels, stakkels Jack. Hvad havde den lukkede dog ikke gjort ved ham? James blev vred. En ægte vrede, som kunne mærkes helt indeni. Den lukkede fortjente ikke længere penge eller statsydelse. Det måtte de klare sig selv i for nu af. Og James skulle nok sørge for det, på en eller anden måde. Stakkels, stakkels Jack.

Langsomt rejste James sig, og gik over mod Jack. han satte sig en meter fra ham, uden at røre ved ham. Han så blot på sin bror, som messede en lille sætning, som selvfølgelig passede. James var overbevist om, at hans bror ikke var sindssyg. Han var overbevist om, at alle andre end ham selv og Jack blot anklagede stakkels mennesker sådan. James sukkede, og kiggede bagefter atter på Jack "Jeg er virkelig Jack. Jeg er en andel del af dig. Du og jeg har de samme rigtige forældre." sagde han, og rykkede tættere på Jack, men kun lidt. Han ville ikke forskrække sin bror. Det var altsammen gået så hurtigt, og han fattede ikke, hvorfor han gjorde alt dette, men følelsen af det var rigtig. Han havde det godt med det. Nu skulle han bare gøre sin bror tryg, så de kunne komme hjem til James. Hjem og snakke. "Og du er ikke sindssyg. Du har aldrig været sinddsyg. Alle har blot indbildt dig det. Du har ikke brug for den lukkede, du har ikke brug for piller. Du har brug for mig, Jack. Du har brug for din bror James."

Han rykkede endnu lidt tættere på, og berørte let Jacks' skulder. "Du hører hjemme hos mig." Sagde han så, og lod fingrene glide langs Jacks ryg. En flot ryg. En svag sitren gled langs James fingre og ud i armen. Stakkels stakkels Jack. Så ensom og alene. Så delikat. Han skulle passes på, for evigt.

[/justify]

[Jack]

Your inside .. It's beautiful

[bg=#3a3a3a][atrb=width,100%,true][atrb=border,0,true][atrb=cellPadding,0px,true] [atrb=cellSpacing,0px,true] STARING :: James & Jack

Hovedet blev endnu engang banket imod muren. Jac kunne ikke helt sige hvordan han gjorde. Følelsen af smerten var nærmest befriende for ham. Følelsen af det varme blod, som gled ned over hans kind, og endte på det temmelig slidte jakkesæt som han havde på. Han sad foroverbøjet i nogle minutter, prøvede at genvinde fatningen, hvis han nogensinde havde haft en.

Jack så på James over skulderen, med et slukøret udtryk i hovedet. Han løftede en hånd, hvorpå der sad et plaster. Under det plaster, var der med sikkerhed et sår som der var blevet stukket utallige nåle i. Nåle som var fyldt med beroligende væsker. Hånden blev kørt over ansigtet, i et forsøg på at fjerne det blod der løb fra den store flænge han havde anskaffet sig selv. Men det hjalp ikke. I stedet endte han blot med at smøre blodet ud, så det blev værre. Han tænkte dog ikke synderligt over det, han så bare på James med et underligt udtryk i hovedet.

Det var først nu, at han rigtigt så på ham. Det var først nu, at han indså at det var som at kigge i et spejl. Det var først nu, at han helt sikker på at han var ved at blive sindssyg. Han åbnede munden for at sige noget, men ingen ord kom ud. I stedet kom et opgivende hvæs fra ham. Hvor kendte denne mand hans navn fra? Skulle han virkelig tro på at han var hans bror? Skulle han virkelig tro på at dette, var hans eget kød og blod? Han havde svært ved at tro på det, måske fordi ingen egentlig havde fortalt ham om hans familie. At han skulle være søn af en rigmand, det var næsten latterligt. Jack kom til at smile ved tanken.

Han vendte blikket bort, slog det ned i jorden.

"Så.. Det er den slags i bruger.. Imod os.. Sindssyge, for at få os tilbage til jeres gale hus når nogle stikker af. Ha. Latterligt." Lød det knurrende fra Jack, der stadigt ikke ville tro på at James rent faktisk var hans bror. Hvordan kunne han? Manden var kommet op, og begyndt at snakke til ham, føle medynk med ham. En medynk som han ikke ønskede fra nogen.

[bg=#3a3a3a][atrb=width,100%,true][atrb=border,0,true][atrb=cellPadding,0px,true] [atrb=cellSpacing,0px,true]

[james]

James sukkede. Jack var blevet mindraped. James bed hårdt tænderne sammen, og lod fingrende dale fra Jacks ryg. "Jack Ryan. Du er 19 år, og blev født samme dag som jeg. Lægerne påstod du fejlede noget og blev derfor taget fra mig. Du skulle havde rejst Cyborg Concerns med mig, men blev i stedet sendt bort til en andenrangsfamilie som havde en lille grønthandel. Din mor døde ved et uheld, og du fik skylden og blev sendt på den lukkede afdeling - et sted, man sætter helt normale folk, hvis disse folk kan skabe forandring i verden. Jeg forventer ikke at du kan forstå dette nu, men du er desværre proppet med beroligende middel, der får dig til at tvivle på hvad, der er virkeligt og hvad der ikke er." James trak en klud frem fra inderlommen og tørrede forsigtigt blodet af fra Jacks hovede, og aede ham bagefter over håret. Så knipsede han med den frie hånd. En bodyguard skød en bedøvelsespil direkte mod Jacks lår. James så på med en ubestemmelig mine 'Jeg er ked af det Jack, men du skal have tid og ro til at blive rask.'

Langsomt rejste James sig, og vendte ryggen til Jack med en pinefuld mine. Bedøvelsen skulle være øjeblikkelig, og hans bodyguard var ikke umiddelbart typen der skød forkert. Men det pinte ham at han skulle påføre skade på sin egen bror. Meget. Han håbede ikke, at Jack ville hade ham for det resten af livet. En glød bredte sig i de grøngrå øjne. James havde fundet sin bror. Han havde fundet... sin bror!

Both out

[/justify]

[Jack]

// THE END \\
. . . . . . . . . . .